Verdensudstillingen i Wien 2004.

Torsdag den 11. november 2004, drog Sylvia, Allan, Niels og jeg af sted til verdensudstillingen
i Wien. Vi kørte turen i Allan og Sylvias ellers nok så rumlige Volvo, som var kommet på overarbejde. I alt 8 katte 4 personer, samt en hulens masse oppakning skulle placeres . Sylvia og jeg kom til at sidde ”i spænd” på bagsædet, hvor vi dårlig nok kunne røre os eller se hinanden for den mur af happengut der havde tårnet sig op mellem os.
En færgetur, en del tissepauser (nok mest til ære for mig) og 5 timer senere, ankom vi til Kassel, hvor vi skulle overnatte.
Niels og jeg havde aftalt at dele værelse for at spare på udgifterne. (Vi havde bare glemt at spørge vores katte om de var med på ideen). Niels’s små misser var intet problem, men vi havde ”ligesom” en fertil hankat med hver (Kemetari og Peter Pan).
Det lå lidt i luften, at ingen af os havde lyst til at netop vores kat skulle tilbringe natten alene på toilettet. Heldigvis blev det dog heller ikke nødvendigt, da Kemetari fandt ud af at ham Peter Pan egentlig er en rummelig fyr.
Inden vi gik i seng, skålede vi alle 4 (mennesker) i en godnat øl, og aftalte at der vankede champagne, hvis vores katte blev BIV. eller NOM.. Jeg fik ikke sovet så meget, idet jeg var meget spændt på udstillingen, og måske lidt fordi Kemetari snakkede det meste at natten.

Fredag den 12. november 2004. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Wien. Efter at have installeret
os på værelserne med kattene, og havde uddelt vand og madskåle samt lidt for små kattebakker (afstedkom på grus ud over hele gulvtæppet efter et skrab).
Allan, der havde kørt hele vejen, skulle have en slapper på sengen. Vi aftalte at spise i hotellets restaurant kl. 20.00. Først troede vi at vi var så heldige at komme lige før et katte selskab på 20, der også skulle spise, men det havde nok været det samme. 1½ time senere havde vi stadig ikke fået vores mad.
Set i bakspejlet var det hele ret komisk, men i lyset af, at vi var ved at gå kolde, kunne vi overhovedet ikke se noget komisk i situationen pt.
Vi måtte selv sørge for at hente menukort, hvorefter vi på bedste kantinemaner måtte op til baren for at bestille 4 schnitzler. Vi var trods alt i Wien...
Efter én time havde vi stadig ikke fået vores fadøl, sikkert fordi de ikke havde flere glas. Det var i hvert tilfælde den begrundelse vi fik senere, da vi kun fik 3 ud af de 4 øl vi bestilte. Ærgeligt for Allan!
Da vi gjorde tjeneren, med hanekam frisure, der i øvrigt, kun var 18 år, opmærksom
på den manglende øl, trak han på skulderne og øffede, at Allan skulle drikke ud, så han kunne bruge det samme glas igen. Så var det lige at Sylvia bragte spørgsmålet op, om hvis glas vi andre mon egentlig sad med, hmm..

Da maden endelig kom, efter Niels havde været en tur omkring køkkenet for at sætte ryk i bestillingen, var den "lunken" og så er det åbenbart kun i Danmark, at man enten får en dreng eller pige på tilhørende citronskive. (dreng + sildedut, pige % sildedut, men dyppet i paprika).
Niels prøvede ihærdigt at få den18 årige hanekam til at give kaffe og kage som kompensation for manglende service. Dog uden held.

Lørdag den 13.nocember 2004. Fulgte efter en taxa fra hotellet, og fandt udstillingshallen på ingen tid. Indtjekket gik lige så hurtigt. Nok mest fordi Sylvia nåede at okkupere en dyrlæge, før en bus med katteselskabet på de 20 personer nåede at ”sinke”, meget veltilrettelagte indtjek. Udstillingshallen var opdelt efter nationaliteter. Alle danske udstillere var var samlet i damme ring. Peter Pan’s bur var dog blevet placeret i det der svarer til Nordjylland, rent afstandsmæssigt, så en diskret omflytning blev nødvendigt.
Jeg syntes selv, at jeg var rimelig positiv, og vi-skal-nok-få-nom-agtig, lige til de silver shaded katte stod ansigt til ansigt med deres skæbne: dommer: Ursula Loohse, Deutschland

Hun lignede en, der havde fået det forkerte ben ud af sengen, og for øvrigt ikke brød sig om sølvkatte. Man fik ligefrem det indtryk at hun tænkte, fjern disse katte, og giv mig nogle ordentlige Persere.. Der var noget galt med næsten alle kattene. Mest af alt, var de ikke vasket ordentlig ansigtet nogen af dem. Dog med en enkelt undtagelse: Kirjon, der fik BIV. (champange).
Han så nu også rigtig godt ud. Der var ikke den store tiltro til nomineringsrunden, men overraskede blev vi, da Ursula Loohse nominerede Kirjon. (champagne igen).
Begejstringen ville ingen ende tage da Annika Högberg nominerede Norma Jean (champagne igen, igen) og Albert Kurkowski nomonerede Izabella ( MERE CHAMPAGNE IGEN)
Kemitari og Peter Pan, blev begge slået på målstregen, som nummer 2. Ydermere blev Perséfelis´ Vita Viola Vigona nomineret. En Chinchilla hunkat, som Sylvia & Allan havde solgt til Gianfranca Saronni i Italien.
Den aften gav Allan og Sylvia Champange og kødorgie på en tophemlig lokal restaurant, som vi fik anbefalet. Der var så meget mad, at Allan var ved at få et tilbagefald af kamfylibaktor. Derefter gik der total kamfylibaktor i den...

Søndag den 14. november 2004. Perserne skulle på senen, som nogen af de sidste, så Sylvia
og jeg havde masse af tid til at studere diverse stande på udstillingen, imens Allan gjorde katte i stand. Det endte med at vi fik brugt en pæn del penge begge to. På alt fra stof til burgardiner, t-shirt, mirakel-øjenbadevand samt et utal af drillepinde til en formue i Euro.
Så var vi klar til det store show. Rigtigt spændende var det. Vi havde fået gode pladser, og klappede løs da "vores" katte blev præsenteret. Mit kamera var løbet tør for strøm dagen før, så det var Niels der skulle skyde i dag. Der var så mange folk på senen, at Niels hoppede op og mængede sig med de professionelle fotografer, og fik derved nogle rigtig gode billeder. Jublen fra vores pladser ville ingen ende tage da Persefélis Vita Viola Vigona var ude i en gyser af en dommerstemme-optælling, og vandt. En vaske ægte WW fra Persefélis. Tillykke.
Ejeren Gianfranca Saronni faldt Sylvia og Allan om halsen så snart hun så dem, og takkede mange gange for Vita Viola. Og så blev der taget billeder.
En vellykket og indbringende verdensudstilling for måske verdens smukkeste katte, sølvkattene, var overstået.
På hjem turen var jeg rigtig træt, rart at bare kunne læne sig tilbage og nyde at Allan havde helt tjek på kørslen og Niels på kortet. Der var heller ikke så meget andet at gøre, da vi havde endnu mere bagage på bagsædet end på udvejen
Jeg faldt da også hurtigt i søvn, velvidende om at jeg trods alt har de dejligste katte i verden, WW eller ej.

Helle. Bu¨low