World Cat Show 2005. Kategori 1.

En perseropdrætters oplevelser samt rejseberetning fra kattesportens allerhelligste cirkler: FIFes årlige World Cat Show, set i et humoristisk/sarkastisk og eventyrligt perspektiv.

Indledning.

I år var det Italiens tur til at være vært for FIFe World Cat Show. Af uforståelige grunde havde man valgt at forelægge udstillingen til en lille ”flække” Biella ca.100 km fra Milano. Denne lille flække, som jeg aldrig før havde hørt om, var dog godt kendt af de ca. 40.000 indbyggere, samt måske en hel del flere andre italienere. Desværre var der ingen af dem, vi spurgte om vej, som kendte Biella. Uheld sandsynligvis. Men alligevel. Der er ganske vidst, at der gik rygter om at H.C. Andersen under sit ophold i Italien, måske kunne have været på egnen og sandsynligvis smagt nogle at de lokale nødder, som områder også er kendt for. Men jeg tror, at det der er at gøre en killing til 5 Persere.
Beslutningen om at deltage i udstillingen blev taget for lang tid siden. Mere præcis efter de seneste World Cat Show i Wien 2004. Her blev 3 af vores medbragte katte nomineret til BIS. Det gav os en sprudlende fornemmelse, som tilsidesatte enhver betænkelighed omkring økonomi, transport samt kattepasning i forbindelse med en 4-5 dages tur til Italien.
Vi havde det næsten som ”Konen med æggene”. Nu gik så godt i Wien, så kunne det måske gå endnu bedre i Italien. Der kom sikkert ikke så mange helt derned. Vores chancer for komme til at bide kirsebær med de store, og få katte nomineret til BIS virkede ganske rimelige og sandsynlige. Et stille håb om en verdensvinder voksede sig lidt stærkere i vores hjerter. En ubændig trang drev os til at tage til dette Mekka for katteopdrættere.
Første reduktion af odds kom, da vi besluttede at flyve til Italien. Det begrænsede antallet af deltagende katte. Efter længere tid vurdering blev vi enige om kun at tage 2 voksne katte og en killing, som skulle til en opdrætter i Portugal efter udstillingen. Det begrænsede mulighederne til max. 2 nomineringer, da killingen ikke var i showkondition. Et alvorligt indhug i vores chancer. Men som man siger: kvalitet før kvantitet.
Således udrustet med flybilletter og tre katte drog vi ”kattetosser” til udstillingen i Biella og medbragte som psykiske bagage, mod og optimisme til at modstå udfordringer og nederlag. ”Hvor er det dejligt at være katteopdrætter”. Nu skal vi til Italien og føre os frem.!

Af hensyn til de mere seriøse resultatorienterede kattefolk, har jeg valgt at bringe resultaterne fra udstillingen tidligt i denne beretning. De kan så efter dette afsnit gå i krig med stillingerne i de øvrige kategorier. De mere litterære inspirerede kan så fortsætte læsningen i det omfang det er ønskeligt. Her kommer de danske facts omkring kategori 1. Kun et fåtal blandt de mange erfarne danske Perser-opdrættere havde fundet vej over Alperne til Biella. Det var, som om de få danske udstillere gjorde sammenholdet bedre. Vi oplevede en utrolig hjælpsomhed og et godt kammeratskab danskerne imellem. Tak til alle for en god oplevelse.

Bedste resultat opnåede således GIC Persefelis Norma Jean, Chinchilla hunkat, som blev nomineret til BIS.
Der var endnu en dansk opdrættet Perser som blev nomineret. Det var Persefelis Vita Viola Vigona. Chinchilla. Hunkastrat. Ejet af Gianfranca Saronni. Italien og opdrættet af Sylvia & Allan Outrup.
En anden kat med dansk ”islæt” klarede sig suverænt. Det var Fleetwood Mac. Silver Shaded hankat, som blev World Winner. Ejet og opdrættet af Gianfranca Saronni. Faderen til Fleetwood Mac er DK Persefelis Lucas, så der er også lidt "dansk" blod i årene på denne World Winner 2005.

World Cat Show vindere 2005. Kat. 1.

Alle informationer om de udstillede katte in World Show 2005 kan findes på www.worldshow.it.

Rejsebeskrivelse:

At rejse er at leve, har H.C. Andersen engang sagt. Det er ganske vist - rigtigt. Men skulle H.C. prøve at booke 5 katte ind på et fly til Italien, var han blevet hjemme og havde skrevet et historien: Eventyr på Fodrejse.
Det hele startede perfekt. Vi var 5 personer og 5 katte, som skulle rejse sammen. Keine hekserei. Nur behändigkeit. Ca. ½ år før afrejsen bookede vi 5 personer og 5 katte hos Mærsk Air. 1000 kr. pr. person, inkl. alle katte i kabinen. Spis, rejs og vær glad. As you say!
Men hvor længe var Snedronningen i paradis ind hun smeltede? 14 dage før afrejse modtog vi en mail. Ruten var nedlagt. Vi var booket på et SAS fly med hjemkomst natten mellem tirsdag og onsdag. Bekræftelse på kattene manglede. Efter en attitude som Den standhaftige Tinsoldat ville misunde os, samt efter 16 opkald og flere forslag til forskellige rejseruter fra Mærsk endte det med, at 3 personer og alle kattene blev booket på Lufthanza med mellemlanding i Frankfurt og de øvrige kom med SAS direkte til Milano.
Efter en hæsblæsende transit i Frankfurt, hvor vi måtte styrte fra det ene fly til det andet, landede vi og alle kattene velholdte i Milano. Bagagen og kattene hobede sig op ved transportbåndet. Et kongerige for en vogn. Desværre havde vi ingen mønter til bagagevognene, og vekselautomaterne var ”indisponible” og personalet afslog venligst at veksle 10 Euro, og henviste til Banco Agricolomoto, som befandt sig i ankomsthallen. Der blev dømt Klods Hans til italienerne. En dansk 10’er løste dette problem.
Hos Hertz fik vi hurtigt og professionelt udleveret den lejede bil. Men. Ak du lieber Augustin. Bilen var 1½ gang mindre, end vi havde forestillet os. En ”Ford Siesta”. Eller noget lignende. Der stod vi 3 personer med 5 katte i katteboxe/tasker. 2 kufferter. 2 sportstasker til kattegrej + diverse håndbagage. Nu var gode råd dyre. Så var det, at jeg kom til at tænke på vittigheden: Hvordan får man 4 elefanter ind i en folkevogn? 2 foran og 2 bagved. Sådan gjorde vi også. 2 foran og 6 bagved og resten af bagagen i bagagerummet og alle små listige hulrum indedørs. Svinedrengen kunne ikke have gjort det bedre.
På forunderlig vis fandt vi ud af lufthavnen. Så var det at problemerne startede. Første prøvelse. Følg 4. vej i rundkørslen. Der var kun tre! Inden vi fik den indre klarhed tilbage, var vi på vej tilbage til lufthavnen. Den første af et større antal af lynhurtige U-vendinger blev løsningen.
Vi prøvede den 3. vej. På ægte spejdermaner kunne vi snart udelukke denne vej, da vi fik solen ind agter, i stedet for at blive blændet. Der er ikke så mange,der taler dansk i dette område, så vi spurgte en lille tyk italiener på en tankstation om vejen til Biella og viste ham vores kort. Han tog sig til hovedet og sagde opgivende: ”Mamma Mia”. Ud fra hans lange uforståelige forklaring, konkluderede vi, at vi skulle i modsat retning, selvom det var svært at afgøre, om han rystede på hovedet eller nikkede da vi forlod Esso-tanken. (skjult reklame). Nu var der kun en vej tilbage at vælge imellem!. Om det var den rigtige, får vi aldrig at nogen sinde at vide. Vi vil ikke være i stand til at finde tilbage.
Næste prøvelse ca. 4 km senere. Vi var endnu ikke nået ud til en motortrafikvej eller større vejarrangement. Vejbeskrivelsen: Kør gennem Tingeltangel-la. Ved T-kryds følg vejen mod Augusta. Fint. Her er Tingeltangel-la. Her er et t-kryds. Augusta, hun var der ikke. Intet skilt med Augusta. Derimod kunne man vælge mellem vejen til Fettuccini eller Scaloppine. Vi syntes Scaloppine var mest indtagende. Så det valgte vi. Jeg skal for god ordens skyld nævne, at stavemåden for de italienske byer er taget efter hukommelsen og derfor ikke 100% korrekt og ikke altid lige smagfuldt valg.
Anyway! På spejdermaner fortsatte vi mod Biella. Lysindfaldet var OK. Lige i forruden så man intet kunne se. Humøret og farten var middel. Efter 10 minutter kom vi til en ubemandet betalingsstation. Iflg. vejbeskrivelsen kostede det 1.50 Euro. Vi havde stadig ingen mønter!! Vores danske 10 kr. kunne nok ikke bruges i denne situation. Nu var gode råd dyre. Vi forsøgte at stoppe et par biler, men uden held. Vores næste overvejelse var at køre tæt op bag en lastbil, og snyde os igennem. Som fører af bilen afviste jeg dog dette forslag. Til gengæld blev jeg udvalgt til at kæmpe mig gennem strømmen af biler, som drønede gennem betalingsanlægget. Da jeg kom tæt på apparaturet, opdagede jeg, at det var som i Kejserens nye Klæder. Det havde ingen ting på sig, at man skulle betale. Hver billist trykkede på en stor flot rød knap - og fik en billet. Der var dømt Klods Hans til danskerne.
Efter endnu et har genvordigheder med betalingsanlæg og et par U-vendinger, ankom vi uden uheld til den gamle bydel i Biella, hvor vores hotel lå.

Udstillingen.

Det viste sig, at udstillingshallen lå lidt uden for Biella. Egentlig var det to haller, som i dagens anledning var forbundet med et opvarmet gangareal. Vi ankom en halv time efter åbningen. Fik en P-plads næsten foran indgangen. Indcheck foregik hurtigt. Alle nordiske udstillere skulle til samme pult, som var bemandet af en svensktalende pige, (Inga?) som hurtigt undersøgte betaling samt vaccinationsattester. Derefter til dyrlægekontrol. Efter 6 minutter var vi inde i hallen. Utroligt, men sandt og effektivt. Det skal dog siges, at 1 time senere var der kø ved dyrlægekontrollen. Point for indcheck til ANFI, som arrangerede udstillingen.
Udstillerbure og dommerringe var planlagt opstillet til UG. Burene var opstillet som en firkantet ”ring” med plads til ca. 50 katte i hver ring. Hver ring var tydelig mærket med et stort bogstav, så de var lette at finde. I midten, var der opstillet borde til brug for udstillerne, ligesom alle udstillere havde fået stillet en stol til rådighed. Dommerringene bestod af 8-10 bure og var placeret i nærheden af den kategori katte, som skulle bedømmes i ringen. Foran ringende var der god plads til tilskuerne. Et stort skilt ved hver dommerring annoncerede de katte som skulle bedømmes i ringen. Både med farvekode og katalognumre. I løbet af dagen markerede stewarden, hvor langt dommeren var i bedømmelserne. Udsmykning af hallerne og scenen var også vellykket. Der var ophæng flag og plancher, ligesom der var fordelt flere hundrede store grønne planter rundt omkring i hallen. Den administrative del af dette arrangement fungerede også fortrinligt. Mange point til ANFI for denne gode planlægning.
Mulighederne for at skaffe sig den nødvendige fortæring eller forfriskning var dog yderst mangelfuld. For lidt udvalg og for lange køer. Specielt omkring middag. Det må kunne gøres bedre. Minus point på dette punkt.
Højtaleranlægget var kraftigt disponeret og der var god lyd i begge haller. Desværre var lydstyrken noget af tiden så høj at det kunne være vanskeligt at føre en samtale medens informationerne skyllede ud over os i en lind strøm. Speakerne talte også på engelsk. Ofte opdagede vi ikke at informationerne var på engelsk, fordi der blev talt så hurtigt, at det lød som en blanding af sønderjysk og hindu. Først når speakeren trak vejret, og det sidste ord ligesom hang i luften, var der noget genkendeligt engelsk. Så var det med at slå lyttelapperne i position.
Lidt uheldigt var det, at det sideløbende med udstillingen kørte en konkurrence blandt italienske ordekvilibrister, gående ud på, at råbe så mange italienske ord på så kort tid som muligt. Hvem der vandt ved jeg ikke, men en af deltagerne bed sig i tunge, da den var ½ ord foran hjernen.

Bedømmelserne:

Der var tilmeldt knapt 250 katte i kategori 1 til udstillingen. De blev fordelt på 5 dommere. Personligt havde jeg foretrukket, at hver dommer havde bedømt 25 katte fra to forskellige kategorier. Det giver mulighed for nominering af dobbelt så mange katte og giver bedre mulighed for at World Show kandidater ikke bliver ”glemt” og eliminerer/halverer muligheden for at dommerne har for mange kandidater i samme gruppe. Fordelen er endvidere, at der bliver mere sceneshow. Der er publikumsvenligt. Og så er det jo lige det vi drømmer om. Kan vi ikke få en verdensvinder, kan vi måske få en nominering! Det er immervæk lidt mere spændende med en NOM end at få ”det vi kom for”. Hvis vi altså kom for det.

De danske katte var fordelt hos 4 nordiske dommere.
Veikko Saarela: Per ns 12, samt Per A.
Leslie van Grebst: Per ns 11 samt Per G.
Annika Högberg: Per F 03 samt Per F.
Annette Sjödin: Per E.

Persefelis Peter Pan var første kat i ringen hos Leslie. Fik en flot bedømmelse. Desværre for ejeren, Helle Bülow gik verdensvinderen Fleetwood Mac af med sejren, da der skulle gives BIV blandt Per ns 11..
Persefelis Qillian, vores killing, fik Ex 1 men klaredes sig ikke i nomineringsrunden.
Næste bedømmelser var hos Sarella, hvor Persefelis Norma Jean, Persefelis C.C: Rider samt kastraten Persefelis Silver No. 1 skulle bedømmes. Alle katte fik en fin grundbedømmelse. Alle katte kom op til nomineringsrunden.
Persefelis Silver No1 var oppe mod en rød Perser med kæmpepels, World Winner 4 gange før. Han tabte til ”det store røde apparat”, som blev nomineret.
Persefelis C.C. Rider var oppe imod andre flotte fyre, men tabte til en rød Perser.
Persefelis Norma Jean konkurrerede med 8 andre hunkatte om nomineringen. Udvælgelsen syntes at tage timer. Først skulle alle ni katte igen i hånden på Saarela. Derefter sammenligning af kattene, medens de blev holdt op til skue. Nerverne var på højkant. Jeg svedte om hænderne. Endnu en gang skulle kattene i hånden på dommeren. På dette tidspunkt syntes Norma Jean ikke, at det var hyggeligt længere. Hun blev ”helt vild” og ville tilbage i buret. Det var som at holde en edderkop. Ben over det hele. Jeg tog hende op på skulderen, hvor hun slappede af medens dommeren (i laang tid) iagttog de øvrige hunkatte nøje. Da hun skulle præsenteres for dommeren til den endelige udvælgelse, var hun forbavsende rolig. Det var nok min nervøsitet, som havde bredt sig til kræet. Endelig skete der noget. Dommeren udvalgte 3 katte, som han sammenlignede nøje. Igen lang ventetid. Så kom dommen. Nomineret er nr. 165 Norma Jean. Hurrah. Jubi.

Best in Show.

Kåringen af World Winner 2005 var planlagt til at starte søndag kl. 10.30. Man valgte at lade kategori 1 slutte showet. Der er også pædagogisk rigtigt at gemme det bedste til sidst. Helt i tråd med Emma Gad og Hyttemeier. Det gav os lejlighed for at se BIS i nogle af de øvrige kategorier, samt mulighed for at præparere Norma til den afgørende duel. Normas pels var ikke verdens største – lang fra – Så vi anskaffede os en flaske volumenspray, så hendes pels kunne fylde optimalt.
Vi prøvede først med ”lånte fjer”. Helles hvide Boa, med fjer fra 5 hvide høns (italienere?) blev kunstfærdigt viklet omkring Norma. Resultatet svarede ikke helt til forventningerne, og vi havde en lumsk mistanke om, at dommerne nok ville opdage snyderiet.
Volumenspray blev valget. Da vi havde sprayet hende og børstet det godt ind i pelsen, skulle hun føntørres. En øvelse, som hun normalt tager med afslappet ro. Vi havde fået lov til at låne en kæmpe turbotørrer hos et firma, hvor Sylvia & Helle havde stærkt medvirkende til at øge omsætningen hen i nærheden af dags-rekord for 2005.
Da vi startede den store turbotørrer, gik der fuldstændigt panik i Norma. Den lød nærmest som en storm i et glas vand. Hun bed mig to gange i hånden, inden jeg nåede at afvæbne hende. Hun kæmpede, som en flue i et edderkoppespind, for at komme fri. Jeg prøvede at holde hende fast, samtidigt med, at jeg forsøgte at undgå, at mit blod dryppede i hendes snehvide volumensprayede pels. Hun faldt til sidst til ro på min skulder. Men tørres skulle finken på trods af hendes modvilje.
Det velrenommerede firma kom os til undsætning men en Silent-tørrer, som var næsten lydløs. Det var guf for en Perser. Norma sad,som Isdronningen, medens hun blev tørret og børstet. Resultatet udeblev dog heller ikke. Nu sad hendes pels optimalt. Vi fik hjælp og gode råd fra nogle af de andre danske udstillere og Norma blev trimmet i hoved og - alle andre steder. Medens alt dette foregik, havde vi overhørt, at hun var blevet kaldt op til BIS ringen. Det var i øvrigt meget let at overhøre det italienske med engelsk accent eller var det omvendt. Fuld fart på op til ringen. Derefter var spændingen næsten ulidelig.
Bekymringerne tårnede sig op. Ville hun være fuldstændig cool og optræde urørlig som Isdronningen, eller ville hun være blive nervøs. Ville hun lege Spiderman og være næsten umulig at holde? Den høje lyd med musik og speakerstemme fra højtalerne væltede in over kattene, når de blev præsenteret i catwalk på scenen. Det gjorde mig yderligere nervøs, at der blev sprayet en tåge over kattene, efter sigende for at gøre dem rolige.
Første gruppe på scenen var fertile hankatte. Her blev Fleetwood Mac.World Winner. Super. Super. En sølvkat! Vi havde jo en lille andel i sejren. Tillykke til Gianfranca.
Så var det hunkattenes tur. Norma kom på scenen som nr. 2. Højt hævet i hænderne på stewarden svævede hun som en Sylfide med en majestætisk overbærenhed, imedens hun betragtede sceneriet med store åbne, grønne øjne og ophøjet ro. Op og ned ad catwalk og hen til vurdering hos dommerne. Blandt konkurrenterne var en blåcreme Perser, som var i en vidunderlig pels, som ikke behøvede volumenspray. Hun havde et dejligt åbent udtryk. Hun var World Winner fra 2004 i Wien.
Dommerne kunne meget godt li Norma. Stort smil på, når de så hendes åbne udtryk og grønne øjne.
Desværre kunne dommerne bedre li den blåcreme kat, som blev World Winner 2005.
Spændingen var udløst for os. Sylvias bemærkninger var: ”Godt vi ikke vandt, jeg ved ikke hvordan jeg skulle have klaret det.” Jeg kunne nikke genkendende hertil. Jeg fik tårer i øjnene, når Norma blev vist til dommeren og han gennem sit smil gav udtryk for at han kunne li hende. Vi har nok nogle år til at øve os på at klare denne situation.

Evaluering af World Show!

Udstillingen var en yderst positiv overraskelse for os. Planlægningen og afviklingen fungerede til UG. Udsmykningen af de to store haller med plads til 1100 katte, var efter omstændighederne virkningsfuld. Masser af store grønne planter var spredt med mild hånd over udstillingsområdet. Opstilling af burene i ”ringe” med ”privatliv” og plads til soignering på opstillede borde, var perfekt for både udstillere og publikum. Ved planlægningen var der taget hensyn til ganglinier. Således var dommerringene placeret tæt på den kategori katte, som skulle bedømmes der. Der var afsat den nødvendige plads omkring alle dommerringene, så det var muligt at følge med i bedømmelserne og komme frem og tilbage med kattene. Scenen var ligeledes placeret strategisk rigtigt. Forsynet med en lang catwalk, som gav størstedelen af publikum mulighed for at se de nominerede katte tæt på.
Sceneshowet blev afviklet helt perfekt, bortset fra en kat som ”forsvandt” under afviklingen. Scenografien var også i top. Det var et farverigt, spektakulært og underholdende show. De kan det der gylle. Italienerne har let til fest, farver og fornøjelser.
Man kan måske sige, at showet var homoristisk inspireret eller måske skulle man ikke sige det. (Ps: Denne sætning findes kun i en ucensureret udgave. I en censureret udgave vil det ikke være muligt at bringe denne sætning. Den ville jo være censureret væk.)
Eneste minus var bespisningen. Der var ikke kapasitet nok og udvalget var ikke godt nok. Der var dog slet ikke så lange køer, som ved ”pølsebiksen” i Bella centret i København.
Det var selvfølgelig et lille minus, at vi ikke kom hjem fra Biella med 3 World Show vindere. Men det må så blive næste gang.
Næste World Show er i Holland i november 2006. Jeg håber, at der har været hollandske officials tilstede og at de har noteret hvordan det kan gøres: ”Så kan de lære det. Kan de!” Der er meget som skal ændres i forhold til den seneste World Show i Holland for 7-8 år siden.
Vi vil sikkert være at finde på deltagerlisten i Holland næste år og håber, at der er mange flere danskere til at konkurrere om de eftertragtede titler som World Winner 2006. Vi skulle gerne have mindst et par verdensvindere i kategori 1.

Til alle danske udstillere. Tak for godt selskab, hjælp og sammenhold.
Vi ses måske på de kommende udstillinger i Danmark og Europa.
Glædelig jul og godt nytår ønskes af

Allan & Sylvia Outrup
Cattery Persefelis
Betulavej 5, 3200 Helsinge.
Tlf. 48 79 64 68

Copyright Allan Outrup.