FIFe´s World Show 2006 blev i år afholdt i Maastricht i Holland.

Det var altså der vores efterårsferie, eller rettere, forlænget efterårs-weekend skulle holdes.
Med på turen var: Allan og Sylvia, (mor) Karen, Gitte, Jesper, jeg og selvfølgelig alle kattene. Vi havde valgt at køre der til selv (dog i 2 biler) da turen kun skulle tage ca.12 timer. Jesper glædede sig som et lille barn til at afprøve sin nyindkøbte GPS. Alt gik glat indtil vi stoppede i en kø! Med en forsinkelse på 5 timer, ankom vi til et rigtigt hyggeligt lille ”Bøsse” & dyrevenligt hotel 10 km fra udstillingshallen. Restauranten var selvfølgelig lukket da vi ankom, så aftensmaden blev erstattet af en velfortjent fadbamse.

Da vi ankom til udstillingshallen næste morgen, var der millioner andre udstillere som havde fået samme ide med at ankomme tidligt. Igen en kø så lang – så lang. Jeg ved ikke hvordan Gitte foranstaltede det, men pludselig stod hun forrest i køen og dirigerede på os andre med store armbevægelser. Vi kom helt frem forrest i køen, men mærkeligt nok var der ingen af de andre udstillere som brokkede sig.
Det var en virkelig flot pyntet hal der ventede os. Ned fra loftet hang der stærke orangefarvede bannere, dekoreret med halloween ting. Rundt omkring stod pynt i lange baner. Det hele var meget gennemført.
Burrerne var sat op i firkantede "ringe" så udstillerne kunne stå med alt deres happenkuk eller happengut i midten, og publikum kunne bedre beundre de smukke katte. Vores ring var lige ved siden af dommerbordet hvor Flavia Capra skulle dømme vores katte Det kunne ikke blive nemmere. Der var endvidere sat bænke op foran dommerringen, så man kunne følge slagets gang uden at blive alt for træt i benene.
Det var ærgerligt at opdage, at det var den samme dommer som skulle dømme både silver & golden, ns/ny 11 og 12. Det minimerede vores chancer for nomineringer. Dobbelt så ærgerligt (for mig) var det at Persefelis Silver NO.1 igen i år skulle konkurrere med de røde katte. Af alle han-kastrater skulle han lige ende op med det ”røde apparat” som også slog ham i nomineringsrunden sidste år. Jeg havde virkelig høje forventninger til NO.1 da han weekenden inden verdensudstillingen var blevet BIS i middelfart. Suk hjerte brist ikke!! Vi må bare på den igen næste år. Allan og Sylvia fik igen i år nomineret Persefelis Norma Jean, hvilket var velfortjent, Norma stod i god kampvægt. I år på supplerende tube-guf havde givet pote, Flot så hun ud. Persefelis Izabella, som har været nomineret på alle de udstilling hun har deltaget i siden hun blev neutraliseret, gjorde ingen undtagelse her, og blev også nomineret. Og så var der ellers lagt op til en spændende søndag.
Allan havde været beredt og medbragt den obligatoriske nomineringschampagne hjemmefra, så da vi kom tilbage til hotellet, blev der skålet i den gule enke m.m. Efterfølgende gik vi ned i restauranten for at spise, men der var lige den lille detalje, at vi skulle have bestilt maden i forvejen. Det var ikke mange penge vi fik lagt i deres restaurant. Vi fandt imidlertid hurtigt et alternativ. Det var så lun en aften, så vi kunne spise udendørs, hvilket vist var meget godt, for da først Gitte gik i gang med hendes røver-historier blev vi "lettere" højrøstede og det var nok ikke accepteret inde i restauranten. På trods af at mor-Karen, uden held, forsøgte at dæmpe gemytterne, og der smadret et par glas hist og her, var der utroligt nok ingen der klagede over os. Vi havde en mindeværdig sjov aften.

Hvor er det typisk, den eneste gang om året, hvor man med god samvittighed kan sove en time længere, glemte vi alle at sætte uret tilbage, men heldigvis fik vi da morgenmad på hotellet.
Vi var så i hallen i rigtig god tid, sådan ca. 1 time før beregnet. Den tid blev dog benyttet til at shoppe, i de mange forskellige boder. Sceneshowet blev præsenteret af en dame der talte flot og tydeligt engelsk, i modsætning til sidste år i Italien, kunne jeg her høre hvad der blev sagt fra scenen.
Der var opsat storskærme, hvor man kunne følge med i, hvilke dommere der stemte på hvilke katte, dette fungeret godt. Lidt atypisk var det, at der inden for alle 4 kategorier, skulle findes verdensvindere i killinger, derefter, ungdyr voksne, osv. Bedømmelsen af kategori 1 blev derfor spredt ud over hele dagen, hvilket ærgrede mig lidt. Danskerne var helt i hopla på tilskuerpladserne. JYRAK havde uddelt hurra-flag, så der var ingen undskyldning for ikke at heppe. Det var dog lige ved at gå over gevind. på et tidspunkt, var ved at gå "roligan" i den.
Desværre blev det ikke til en WW-titel til hverken Izabella eller Norma, men Norma tog tilskuerne med storm, og blev kåret som publikums yngling nr. 3, hvilket resulterede i en æresmedalje fra Maastricht, og en tur rundt på senen.
Næste år forsøger vi igen.
Helle Bülow