FIFe World Cat Show i Bratislava, Slovakiet Oktober 2007

To sølvkatteopdrætters rejse til FIFes årlige World Cat Show, set i et seriøst og humoristisk perspektiv.

Optakten.

I år var det Slovakiet’s tur til at afholde udstillingen. Slovakiet var trådt in på banen med kort varsel, fordi Sverige i elvte time, af uforklarlige grunde, meldte fra. Det havde jo været ulig lettere at tage til Malmø end tage den lange vej til Bratislava. Nå, men udfordringer er til for at overvindes. Efter at have sonderet priserne på flybiletter og indkalkuleret besværlighederne ved at flyve med katte, valgt vi at køre derned selv.
Oprindelig var vi fem personer, som skulle have plads i Volvoen, sammen med bagage, katte samt 100 andre nødvendige ting. Dette antal skrumpede dog ind til to personer, da alvorens time indfandt sig. Det gik lige som i sangen ”Der var en, der var to, der var tre,der var fire, der fem på cykeltur.” Det endte med at der kun var to på ”kattetur”. De stanhaftige tinsoldater var Helle Bülow og undertegnede, Allan Outrup, og vi blev turens eneste deltagere. Der blev nu god plads i volvoen og alt var ”timet og tilrettelagt” til den lange tur. (Citat frit efter Olsen-banden)

Resultaterne!

Af hensyn til de mere seriøse resultatorienterede opdrættere, har jeg valgt at bringe resultaterne fra udstillingen tidligt i denne beretning. De mere litterære inspirerede kan så fortsætte læsningen i det omfang det er ønskeligt. Her kommer de danske facts omkring kategori 1.
Kun et fåtal blandt de mange erfarne danske Perser-opdrættere havde fundet vej gennem Europa til Bratislava. Det var, som om den lille håndfuld udstillere gjorde sammenholdet bedre. Vi oplevede en utrolig hjælpsomhed og et godt kammeratskab danskerne imellem. Der var dog en enkelt undtagelse, men alt i alt, tak til alle for en god oplevelse. Alle var på tværs af racer med til at skabe en god stemning. Álle World Winner kattene kan se på www.worldcatshow07.
De danske persere som deltog i udstillingen, opnåede følgende resultater:

Rejsen gennem Europa.

”Tidligt op og tidligt i seng – er sundt for enhver pige og dreng” . Sådan lyder et gammelt mundheld. Vi efterlevede
kun den halvdel af mundheldet, som sagde det var sundt at stå tidligt op. Jeg kan betro jer, at det ikke er halv-sundt at stå op kl. 3.15. Det er direkte usundt.

Friske og uoplagte var vi da vi skulle køre.
Vi kom kun 500 m, da Sylvia ringede og sagde, at jeg havde glemt min jakke med alle kattenes papirer i lommen. En god start! Det blev ikke meget bedre, da vi i god tid kom til færgen. Jeg havde glemt billetten med reserveringerne, som jeg havde forudbetalt via nettet. Den var ikke i den taske, hvor den skulle være. Og den var heller ikke i den taske, hvor den ikke skulle være. Vi kunne selvfølgelig betale os fra denne forglemmelse. Ved lugen fortalte en stonefaced midaldrende, tysk, men flink dame, at deres betalingssystem var brudt sammen og de kun modtog kontanter! Det omfattede dog ikke Slovakiske Kroner ej heller om penge fra Tjekkiet, hvad end disse måtte hede.

Nu var muligheden for at komme ombord, at finde en kontantautomat og være tilbage inden kl. 7.00. I min desperation fortalte jeg hende, at jeg allerede havde bestilt og betalt på nettet, men havde glemt min billet. Vantro lyste ud af hendes øjne, men på grund af omstændighederne, følte hun sig tvunget til at undersøge min påstand. Efter længere tids venten, overrakte hun mig en samling papirer, og uden yderligere information sagde hun ”Bane 87”. En ikke særlig venlig og banebrydende service.
Men ombord kom vi da i rette tid.

Efter en afslappende færgeoverfart på knapt 2 timer, var vi klar til at æde kilometer gennem Tyskland. Det vil sige Helle var træt. Hun havde sovet ca. 19 minutter natten før, og var træt hele vejen til Bratislava og selvom hun fik en power-nap ved flere lejligheder, var hun først rigtig oppe på dupperne dagen efter.

Turen gennem Tyskland og Tjekkiet til Slovakiet, gik over al forventning. Jeg fik en udsøgt hjælp af vores GPS kaldet Gerda Guldsko II, som heldigt for os, var indkøbt af min søn to dage før turen, da min gamle Gerda Guldsko ikke havde kort over Slovakiet. Humøret og hastigheden var høj. Der var næsten ingen køer undervejs. (kun et par heste i ny og næ). Vi ankom til hotellet 3-4 timer før beregnet og havde god tid til at pakke ud og stresse af og finde en restaurant.

Vi boede på Hotel Tourist. Kan ikke anbefales. 1 stjernet hotel. Dårlig service. Nedslidt. Ikke særlig rent. Stive håndklæder. Ulækkert varmt. Radiatorerne kunne ikke lukkes. Dårlig morgenmad og betjening anno 1950. Det var som om tiden havde stået stille siden verdenskrigen. Prisen var høj i forhold til standarden, og de tillod sig endog at kræve over hundrede kroner i gebyr pr. kat.
Denne dag efterlevede vi mundheldet. Tidligt i seng og tidligt op. Det var sundt. Morgenmaden var ikke så sund. Tørt brød 20 g smør, 20 g marmelade og 20 cl. kaffe pr. person iflg. menukortet. Tjeneren så skævt til Helle, da hun frisk og frejdig spurgte om mere kaffe. På dette tidlige tidspunkt var hun mere frejdig end frisk. Vi havde besluttet at komme så tidligt til udstillingshallen, som muligt, og dvælede derfor ikke længe ved det daglige brød.

Entre til Verdensudstillingen.

Tidligt op. Tidligt af sted. Ved hjælp af Gerda Guldsko II, fandt vi hurtigt messeområdet. Det var så stort som en mindre provinsby! Men det imponerede ikke Gerda G. II.
Efter Gerdas anvisninger, styrrede vi ind i mellem udstillingshaller og hun endte med dirigere os op af en lang rampe til indgangen af 3 store haller. Faktisk var der 3½ haller, skulle det senere vise sig. Den ene hal var kun halv så stor som de andre haller. En ½ hal. Vi var lidt tøvende med at køre op af denne rampe. Udstillinghaller plejer ikke at ligge på 1.sal. Men Gerda fremturede. ”Ankommer til destinationen forude”. Jeg ved ikke, om de andre udstillere, på dette tidspunkt, stadig drønede rund i Bratislava eller på udstillingområdet, men vi kunne parkere ca. 10 meter fra indgangen til hallen. Super!.

Der var ingen ventetid. Indcheck og dyrlæge var overstået på 5 minutter for både Helle og jeg. Det tog længere tid at gå til den bagerste hal hvor ”Danskerkolonien” havde til huse. Alle udstillere fra Danmark var placeret i samme ring. Hyggeligt og nationalt. På dette tidspunk viste det sig, at vi havde glemt danske flag m.v. Helle havde endvidere glemt noget info materiale om Sølvkatten, men vi fik på en god måde promoveret Sølvkatten af 1990. Der var masse af danske flag i ringen som fortallte, at her boede de danske vikinger. Det nationale sammenhold, som opstår når danskere mødes i udlandet, opstod også på denne verdensudstilling. Når kattens havde været oppe til bedømmelse, var det blandt de øvrige udstillere, en stor interesse for at få at vide, hvordan det var gået, selvom det ikke var en race, som man normalt beskæftigede sig med. Næsten alle deltog i denne nationale samdrægtighed, men der var dog en enkelt eller to som lis-som ikke ønskede at deltage i samhørigheden og glæde sig på andres vegne.
Bedømmelserne.
Vi har heldige med at få nogle, efter vores mening, dygtige dommere. Ad de Bruin skulle dømme Chinchilla, Luigi dømme Shaded Golden, Jørgen Billing dømme Shaded Silver. Norma, C.C. Rider og Izabella blev alle udtaget til nominering og vandt nomineringen uden komplikationer. Peter Pan skulle bedømmes hos Jørgen Billing, sammen med Helles killing, som dog havde en lokal konkurrent. Der kunne således udtages BIV. Spændingen var stor. Endnu større var Helles overraskelse, da Jørgen gav den lokale killing BIV. En mindre depression sænkede sig over Helle, da det gik op for hende at hendes Peter Pæn var blevet ”snigløbet” af en lokal skønhed. På det tidspunkt, kunne man sikkert have købt Helles katte for en slik. Efter et par opbyggelige samtaler med mig, fik hun stabiliseret sin psykiske bagage og stillede op med Peter Pan, da der skulle nomineres hankatte til BIS.
7 hankatte kæmpede om nomineringen. Det var ligesom med prinserne i eventyrene. Den ene var smukkere end den anden. Spændingen var total. Jørgen havde katte ude af burene efter tur. Vejede og vurdere. Tog endnu en gang nogle af kattene ud. Viftede med en fjer for at få kattene til at vise hvor store øjne de havde, vurderede pels, kondition, øre hale osv. En grundig gennemgang. Spændingen var næsten ulidelig. Blev han dog ikke snart færdig! Endelig kom dommen. Han pegede på katten ved siden af Peter Pan og udråbte den som vinder. Sådan så Helle det, da hun stod skråt for burrækken. Skuffelsen var at se på hendes ansigt. I tankerne var hun sikkert allerede på vej til Danmark! Først da nogle af de tabende opdrættere og dommeren gjorde hende opmærksom på, at det var Peter Pan der var nomineret, kom hun ud af trancen og jublende glad hentede hun sin kat. Super. Tilsammen havde vi 4 katte nomineret til næste dags BIS.
Om aftenen spiste vi på den lokale kinesiske restaurant. Det var virkeligt lækkert. Vi havde døjet med den slovakiske mad i hallen, og det var ikke nogen god oplevelse. Efter lidt ”hjemlig hygge, med et par øl og lidt guf gik vi i seng for at være friske til næste dags udfordringer.
Efter endnu en god nats søvn, og hjulpet at sommertidens afslutning, var vi tidligt oppe. Helle havde dagen før klaget over, at der var for varmt på hendes værelse. Der kunne ikke skrues ned for et enkelt værelse, men kun for hele hotellet, da regulatorerne på radiatorene ikke virkede. Det gjorde de så. Keine hekserei. Nur behändigkeit.
Best in Show.
Vi kørte tidligt til udstillingshallen og fik, til vores undren; en P-plads kun 5 meter fra indgangsdøren. Det var super, når vi skulle have alle vores pakkenelliker og katte ud når udstillingen var slut.
BIS skulle foregår i den første hal, hvor der var indrettet en scene. Scenen var bygget langt ud i lokalet med en cat-walk, som mest var til gavn for de lokale folkedansere med eget 10 mands orkester, som underholdt i tide og utide. Orkesteret spillede højt og inderligt og danserne trampede, som var det en spansk flamenco. Utroligt at kattene ikke blev mere urolige, men nu er de på flere verdensudstillinger, blevet vænnet til den lokale folklore. Måske er der ikke folkedans i Portugal?
BIS var tilrettelagt således, at først blev alle killinger i alle 4 kategorier bedømt. Derefter blev alle ungdyr bedømt osv. Da de danske katte var placeret bagerst i den 4 hal, og scenen lå i den første, blev der gået mange kilometer den dag. Vi var nød til at holde øje med, hvornår det var persernes tur til BIS. Derefter ned og soignere kattene og bringe dem op til BIS , og efter bedømmelsen ned med katten. Derefter op til scenen igen for at finde ud af hvornår næste kategori skulle bedømmes, og hvornår det var Persernes tur. Ind i mellem skulle der fotograferes. Det var super at Helle var med, ellers havde jeg fået et mindre nervesammenbrud, og havde fået vabler på mine ømme fødder.
Der var danske katte nomineret i 4 klasser: kastrat hun. kastrat han, hun og han. Persefelis Izabella, C.C.Rider, Star Wars Anakin, Norma og Peter Pan. Det var en travl men dejlig dag. Alle kattene opførte sig eksemplarisk på scenen, på trods af et larmende folkedanser-orkester. Der var det meget mere festlig i Italien og Holland med fanfarer og ”We are the champions” osv.
Desværre blev det ikke til nogen danske BIS i kategori 1, men vi var med i kampen. Vi var stolte over at alle nominerede danske Persere var fra Sølvkatten af 1990. Vi ønsker tillykke til alle World Winner kattene. Det var super gode katte, som alle havde fortjent deres pris.

Turen hjem til Danmark.

På grund af den gode startopstilling lige uden for døren, kom vi hurtigt af sted og ud af byen på ingen tid.
Efter nogle svære gastronomiske overvejelser valgte vi at spise på en burger restaurant. (Ingen reklamer tak.!)

Der var ikke meget trafik på vejene, og efter en ”smuttur” gennem Prag, passerede vi pludselig den tyske grænse. Ved Gerda Guldskos hjælp fandt vi hurtigt et hotel i en lille landsby tæt på motorvejen. Et dejligt moderne og rent hotel. Den rene luksus i forhold til Hotel Tourist. Vi havde kørt over 500 km og var godt trætte. Helle insisterede på at sove 12 timer, men gik med til et kompromis på knapt 9 timer. Vi (jeg) vågnede dog tidligere. Helle var dog nødt til at stå tidligere op end jeg, da det tog 36 minutter at tørre hendes lange hår. Ha! Efter et udsøgt morgenbord kørte vi mod Rostock. Vi ankom kort før kl. 13. Fire timer før vi havde bestilt tid. Desværre var der tre personbiler, som ikke kom med. Heraf var den ene vores! Vi måtte så vente til kl. 15 med at komme over Østersøen.
På færgen fik vi en udsøgt middag i restauranten. Lækker blodrød peberbør med fri salatbar mv. Hvor var det dejligt at få noget ordentligt mad igen. Overfarten var behagelig afslappelse og det var dejligt at være i Danmark igen.

Nogle kilometer fra Gedser påkørte bilen foran os et rådyr. Men han fortsatte uden at stoppe. Vi lokaliserede rådyret i grøften og fik via politiet, Falck til at komme og aflive det.
Resten af turen forløb uden yderligere uheld og kl. 21.00 holdt jeg i Helsinge, efter at have afleveret Helle på Amager. Det havde været en dejlig men anstrengende tur. Men hvad gør man ikke for de dejlige katte?

Fremtiden

Næste år er der verdensudstilling i Lisabon i Portugal. Vi vil naturligvis også deltage der. Vi håber, at der er mange andre fra klubben, som har lyst til at deltage. Lad os rive en uge ud af kalenderen næste år i oktober og sammen fly på ferie i varmen i Portugal, samtidig med at vi udstiller vores smukke Persere.
Allan Outrup